Hvorfor tømme analkirtler hos hunde?

Analkirtlerne kaldes også analsækkene og er 2 små kirtler, der findes hos mange pattedyr (inklusiv hunde og katte). I anatomien betegnes analkirtler også som duftkirtler, færtorganer eller hudkirtelorganer.

Analkirtlerne er placeret på hver sin side af endetarmsåbningen mellem de indre- og de ydre ringmuskler (der kaldes også lukkemuskler eller sfinkter).

Hos hunde udskiller analkirtlerne et ildelugtende sekret, som bruges til at markere territorier. Herudover anvender hundene også sekretet til at identificere og genkende hinanden.

 

Hvis ikke sekretet i analkirtlerne udtømmes, vil det ophobe sig og der kan udvikles såkaldt analsækbetændelse. Hunde der bor i lejligheder, får generelt oftere analsækbetændelse end hunde der bor i huse med mulighed for at løbe rundt i haven.

 

Man bør ikke selv tømme sin hunds analkirtler

Tømning af hundes analkirtler bør overlades til dyrlægen

 

Analsækbetændelse

Analsækbetændelse kaldes bursitis paranalis på fagsprog og er ikke en infektion, men en inflammation (selvom ordet betændelse henleder tankerne på infektion!). Analsækbetændelse opstår, når hundens analkirtler overfyldes og derfor bliver opsvulmede (inflammerede).

Hvis en decideret infektion opstår i analkirtlerne, vil dette medføre andre symptomer såsom feber og eventuelt også dannelse af bylder (bylder kan dog også være en komplikation af analsækbetændelse).

 

Hvordan opstår betændelsen?

Under normale omstændigheder kan analkirtlerne tømme sig på to måder:

  • Tømning i forbindelse med afføring: Når hunden har almindelig, fast afføring, trykker afføringen på analkirtlerne, hvilket resulterer i, at de tømmes – dvs. normalt tømmes analkirtlerne for sekret i forbindelse med at hunden har afføring. Hvis hundens afføring derimod er løs eller tynd (diarre), er det ikke sikkert, at afføringen medfører tilstrækkeligt pres på analkirtlerne til, at de kan tømme sig
  • Spontan tømning: Nogle gange kan analkirtlerne tømme sig spontant – f.eks. hvis hunden er stresset, bange el.lign. Dette medfører en pludselig ubehagelig lugt fra hunden

Hvis ikke analkirtlerne tømmes, bliver de overfyldte og inflammerede, og begynder at trykke på endetarmsåbningen, hvilket medfører ubehag hos hunden (under normale forhold er kirtlerne på størrelse med nødder – når de ikke tømmes, kan de nemt opsvulme til dobbelt størrelse).

For at tømme de overfyldte analkirtler vil hunden typisk gnide halen henad gulvet for at lægge tryk på kirtlerne og derved udtømme dem. Huden kan også finde på at slikke- eller bide sig omkring endetarmsåbningen eller jage dens egen hale. Ofte vil huden omkring endetarmen blive rødlig og hunden vil typisk også have smerter i forbindelse med afføring. Alt dette kan resultere i, at hundens fordøjelse forstyrres og at den i det hele taget virker syg.

De mest almindelige årsager til, at analkirtlerne ikke tømmer sig og i stedet overfyldes, er tilstoppelse, diarre eller løs afføring. Sidstnævnte skyldes ofte, at hundens kost er for flydende. Afføringsrelaterede årsager til problemer med analkirtlerne kan som regel løses med fiberrig kost.

Behandlingen består i at tømme analkirtlerne, hvilket du kan læse mere om nedenfor.

 

Tømning af analkirtler hos hunde

Når analkirtler er overfyldte og inflammerede, er der kun én løsning: at tømme dem. Dette gøres ved at klemme kirtlerne med fingrene, indtil al sekretet er tømt. Som udgangspunkt bør dette gøres af en dyrlæge, men for mennesker der er i daglig kontakt med mange hunde –  som f.eks. internatejere, hundeavlere o.lign., kan det være en god ide, at lære manøvren selv (korrekt tømning kræver lidt øvelse).

Efter man har tømt kirtlerne, skal de skylles grundigt. Ved at se på det udtømte sekret kan dyrlægen desuden vurdere, om der er behov for videre behandling.

I nogle tilfælde kan der udvikles bylder i huden omkring endetarmsåbningen. Disse skal behandles med antibiotika, idet de er deciderede infektioner.

I mere alvorlige tilfælde eller hvis analsækbetændelsen er tilbagevendende, kan man bortoperere analkirtlerne.

 

Tilbagevendende problemer med analkirtlerne

Nogle hunde har tilbagevendende problemer med analkirtlerne. Dette kan både være tilstoppede eller overfyldte analkirtler samt bylder.

Især overvægtige hunde kan have en tendens til at have tilbagevendende eller kroniske problemer med analkirtlerne. Hver gang der opstår betændelse i kirtlerne, kan der dannes arvæv og indsnævring af kirtlernes udførselsgange, hvilket kan føre til, at problemerne vender tilbage oftere. I disse tilfælde er det nødvendigt at bortoperere analkirtlerne.