Ræveskab – Skab hos hunde

Ræveskab kaldes også bare skab og er en hudlidelse, der skyldes miden Sarcoptes scabei var. Canis.

Der findes flere arter af skabmider og de er tilpasset deres specifikke værter (f.eks. var. canis specielt tilpasset ræve og hunde).

De primære symptomer på ræveskab er kløe, der efterfølges af hårtab og sårdannelse.

Selvom det kan være svært at diagnosticere skab hos hunde umiddelbart efter smitte, kan det altid lade sig gøre efter nogle uger vha. blodprøve. Al diagnose og behandling af skab foregår hos dyrlægen, ligesom alle midler mod skab er receptpligtige.

 

Årsager til ræveskab

Selvom man ved, at ræveskab forårsages af skabmiden (Sarcoptes scabei var. canis), kender man ikke den eksakte årsag til at hunden får alle sine symptomer. Man mener, at en alvorlig allergisk reaktion muligvis er årsagen, hvilket især understøttes af følgende:

• Når en hund for første gang får ræveskab, udvikler den ingen symptomer i flere uger. Hvis den behandles og senere igen får ræveskab, starter symptomerne (især kløen) næsten umiddelbart efter smitten. Dette indikerer, at der kan være tale om en allergi.

• På den anden side er der ingen af de almindelige “standard-behandlinger” mod allergier generelt, der mindsker symptomerne på ræveskab (og man kan heller ikke kurere ræveskaben). Dette indikerer, at der ikke er tale om en allergi

Herudover ved man, at ræveskab kan ramme alle hunde i alle aldre og alle racer. Den forekommer desuden ofte på ræve – deraf navnet. Herudover kan den også leve på katte, fritter og mennesker. De enkelte Sarcoptes-arter er dog tilpasset de enkelte værter (derfor f.eks. Sarcoptes scabei var. canis tilnavnet var. canis, hvilket indikerer “hunde” – på samme måde findes f.eks. Sarcoptes scabei var. hominis der rammer mennesker, Sarcoptes scabei var. suis der rammer svin osv.).

Smitte

Ræveskab er meget smitsomt og overføres mellem hunde eller ræve, der er inficerede med skab. Ræve har en tendens til at være mere smitsomme end hunde. Herudover kan skab smitte mennesker (en såkaldt zoonose).

Eftersom skabmider kan overleve flere dage i omgivelserne, er direkte kontakt dog ikke en nødvendighed for at smitte forekommer. Risikoen for smitte via omgivelserne er dog meget mindre end risikoen for smitte via kontakt og der er ingen tvivl om, at de fleste tilfælde skyldes kontakt mellem inficerede dyr.

Skabmidens livscyklus

Skabmiderne bruger almindeligvis hele deres liv på en hund. Når hunmiden er befrugtet, graver hun sig ned hundens hud og lægger æg flere gange alt imens hun graver sig længere og længere ned. Hendes gravegange kan nå længder på flere centimeter til trods for, at hun ikke måler mere end 0,3-0,5 mm.

Når hunmiden har lagt sine æg, dør hun. Efter 3-8 dage udklækkes og 6-benede larver fremkommer. Disse larver udvikler sig til nymfer med 8 ben. Nymferne videreudvikler sig til voksne skabmider, mens de endnu ligger begravede i hundens hud. De voksne mider parrer sig og processen fortsætter. Hele livscyklussen varer omkring 2-3 uger.

Selvom miderne foretrækker at leve på hunden, kan de leve i adskillige dage i omgivelserne (uden vært). I kolde, fugtige omgivelser kan de overleve i op til ca. 20 dage. I stuetemperatur i et hjem kan de overleve 2-6 dage. Skabmidernes overlevelsesevner betyder bl.a. at hunde ikke behøver at komme i direkte kontakt med andre ræveskab-ramte hunde for at blive smittede.

Symptomer på ræveskab

Symptomerne på ræveskab opstår typisk 5-12 dage efter smitte og starter næsten altid med kløe, der tiltager. De senere symptomer kan variere, men inkluderer almindeligvis hårtab og alvorlig kløe på albuerne, ørerne, armhulerne, haserne, brystet og bugen. Miderne foretrækker at leve på områder af kroppen, hvor der kun er lidt hår.

I takt med at ræveskaben forværres, kan den brede sig til hele kroppen. I denne forbindelse vil der typisk udvikles små røde pustler (bylder) og gule skorper i huden. Efter lidt tid vil hundens egen kradsen og kløen desuden bidrage til, at der udvikles sår og evt. også infektioner i huden.

Kløen ved ræveskab synes at have en tendens til at forværres i varme omgivelser – som f.eks. indendøre og især i nærheden af en varmekilde såsom radiatorer, ovne o.lign.

Manglende behandling eller fejlbehandling (hvis f.eks. ræveskaben forveksles med allergi) kan resultere i, at huden misfarves og de omkringliggende lymfeknuder hæver.

Diagnose

Det kan være et ganske frustrerende at skulle diagnosticere ræveskab:

• Hudskrab: Én metode er at foretage et hudskrab og så identificere skabmiden under et mikroskop. Desværre er det kun ganske få skrab, der vil indeholde skabmider (omtrent 1 ud af 5), selvom hunden er inficeret – og i praksis kan man næsten kun få et positivt hudskrab, hvis hunden er tungt inficeret. Dette betyder også, at man ikke udelukke ræveskab, blot fordi man ikke kan finde skabmider i hudskrabet. Hunden skal i øvrigt bedøves under skrabet

• Blodprøve: En anden metode er at tage en blodprøve og undersøge for antistoffer. Problemet her er dog, at antistofferne først udvikles omkring 3-5 uger efter, at hunden er blevet smittet med ræveskaben – og at næsten alle hundeejere opsøger dyrlæge inden der er gået 5 uger. Derfor er der en usikkerhedsmargin forbundet med blodprøverne. Man tager dog typisk en ny blodprøve nogle uger senere

De fleste diagnoser stilles derfor i første omgang på baggrund af hundens symptomer og sygdomshistorie. Disse kan evt. sammenholdes med dens reaktion på behandling (hvis hundens symptomer mindskes, når man giver den midler mod skab, indikerer dette tilstedeværelsen af skab).

Behandling af skab hos hunde

Der findes mange forskellige behandlingsmuligheder og præcis hvilken der vælges, er i høj grad op til dyrlægen og hundeejeren.

Alle midler til behandling af ræveskab er receptpligtige og kan derfor kun fås via en dyrlæge.

Hvad kan jeg gøre?

• Ræveskab har det med at forekomme i udbrud og når dette sker, varsles det som regel i medierne og særligt i de lokale nyheder

• Hvis man ser en ræv, der er ramt af ræveskab (den mangler typisk pels og ser medtaget ud), bør man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på tlf. 1812
• Hvis man har mistanke om, at ens hund har skab, bør man kontakte en dyrlæge

 

Relaterede artikler

• Mider hos hunde
• Øremider hos hunde