Loppeallergi hos hunde

Loppeallergi er – som navnet antyder – en allergi. Loppeallergi opstår hos hunde (og katte), der er allergiske overfor loppespyt.

Når loppen bider hunden, indsprøjter den sit spyt i hundens hud. Loppespyt indeholder antigener, som nogle hunde er overfølsomme overfor.

Hunden behøver ikke at have mange lopper for at udvikle loppeallergi – ét enkelt loppebid er nok til at udløse en allergisk reaktion.

Faktisk er de fleste hunde gode til at pleje deres pels for lopper og når de rammes af loppeallergi, er det helt almindeligt, at de kun har få lopper i pelsen.

 

Loppeallergi hos en hund

Her ses loppeallergi samt hårsækbetændelse hos en hund

Fakta om loppeallergi hos hunde

  • Loppeallergi er den mest almindelige form for allergi hos hunde
  • Loppeallergi medfører symptomer såsom smerte, kløen og rødme
  • I de nordiske klimaer er loppeallergi hyppigst forekommende i sommerhalvåret
  • 61% af alle hunde med loppeallergi udvikler symptomer når de er mellem 1 og 3 år gamle
  • Loppeallergi forekommer sjældent hos hunde yngre end 6 måneder, fordi deres immunforsvar endnu ikke er fuldt udviklet

Symptomer på loppeallergi

De primære symptomer på loppeallergi er:

  • Udtalt kløen (hunden bider- og klør sig på de ramte områder)
  • Inflammation i huden (at den bliver rød og evt. også hævet)

Herudover kan følgende symptomer optræde i de ramte områder:

  • Røde knopper eller hævelser der evt. kan være pusfyldte
  • Sårskorper
  • Hårtab

I mere alvorlige tilfælde ses følgende symptomer desuden ofte:

  • Ændringer i hudens pigmentering (farve)
  • At huden bliver tykkere

Hundens kløen og biden i kombination med inflammationen kan resultere i, at de inflammerede områder af huden udvikler sig til såkaldte “hotspots” (cirkulære, røde, smertefulde sår). Hotspots kan opstå hvor som helst, men forekommer hyppigst omkring roden af halen. Andre hyppigt ramte områder inkluderer: bugen, den nedre del af ryggen, halsen og bagsiden af benene.

Sekundære infektioner er helt normale i tilfælde hvor loppeallergien er vedvarende. Disse infektioner skyldes enten bakterier eller gærsvamp og kan evt. medføre en ubehagelig lugt.

Mange hunde vil desuden have gentagende inficeringer af spolorm, som følge af deres hyppige indtag af lopper.

Symptomerne på loppeallergi er i øvrigt generelt mere tydelige hos hunde end hos katte.
 

Diagnose

I mange tilfælde vil dyrlægen være i stand til at diagnosticere loppeallergien på baggrund af hundens symptomer og sygdomshistorie.

Symptomerne på loppeallergi kan dog minde meget om symptomerne på andre hudsygdomme hos hunde og det er derfor ikke altid muligt at stille en diagnose med det samme. I disse tilfælde vil dyrlægen typisk starte med at udelukke andre allergier, parasitter, svampeinfektioner osv. Hernæst foretages en hudtest, hvor der undersøges for antigener. Hudtesten kan med sikkerhed afgøre, om der er tale om loppeallergi eller ej.

En anden mulighed er at tage en blodprøve og sende den til analyse i et laboratorium, hvilket også kan diagnosticere loppeallergien.

Behandling af loppeallergi

Behandling af loppeallergi handler basalt set om 2 ting:

1. Bekæmpelse af lopper: Det er vigtigt at understrege, at loppebekæmpelsen foregår 2 steder: 1) på hunden og 2) i hjemmet. Du kan læse mere om:

Hvis man har flere kæledyr i hjemmet, skal de alle behandles med loppemidler.

2. Behandling af sekundære infektioner: Som udgangspunkt er det dyrlægen, der beslutter, hvordan de sekundære infektioner bedst behandles. Dyrlægen kan bl.a. ordinere følgende til hunden:

  • Antibiotika
  • Svampedræbende midler
  • Anti-inflammatoriske midler
  • Antihistaminer

Fremtidsudsigter

  • En hund med loppeallergi forbliver allergisk overfor loppernes spyt resten af sit liv; man kan med andre ord ikke kurere selve loppeallergien
  • Loppeallergien og dens symptomer forværres almindeligvis med alderen
  • Hvis lopperne udryddes fra hundens miljø, vil symptomerne ophøre
  • Hvis ikke symptomerne ophører, på trods af at man har udryddet lopperne og behandlet eventuelle sekundære symptomer, bør man kontakte dyrlægen for at få hunden undersøgt for andre allergier

 

Læs evt. mere om lopper generelt i vores tema om lopper