Før du køber hund

Selvom mange mennesker tror, at en hund blot er noget man køber, glemmer de, at der følger et enormt ansvar og masser af arbejde med – og når man først har fået hunden ind i hjemmet, er det skam at sende den på dyreinternat et par uger senere, blot fordi man ikke tænkte sig om inden.

En hund er ikke en genstand, men et levende væsen, der fortjener et værdigt liv som alle andre.

I denne artikel har vi samlet nogle af de gode og dårlige grunde til at købe en hund.

 

Gode og dårlige grunde til at købe en hund

Gode grunde

  • Mine børn er flyttet hjemmefra og jeg savner selskab
  • Jeg føler mig lidt ensom i hverdagen
  • Jeg havde en hund som barn og jeg har siden længtes efter at have en hund igen

Dårlige grunde

  • Jeg køber en hund til mine børn: Det bliver DIN hund – gør kun dette hvis du har overskud til at lufte, passe og pleje den. Regn IKKE med at dine børn kan løfte opgaven. Herudover skal dine børn – især hvis de er små – oplæres i at omgås med hunden; det arbejde lægger også på dine skuldre. Alt i alt: en hund er meget mere arbejde og ansvar, end man umiddelbart skulle tro
  • Jeg får hunden tilbudt eller foræret: At få en hund foræret er hverken en velsignelse fra Gud eller en helt speciel gave; det er arbejde og ansvar, som man sandsynligvis ikke er klar til, idet man ikke forinden havde overvejet at anskaffe sig en hund. Når man bliver tilbudt en hund, er det lidt manipulation af sindet, fordi man tror, at det ideen var ens egen, uden at den var det. Forløbet er i de fleste tilfælde sådan her:
    • Man får tilbuddet
    • Tænker “Hey, det kunne da være sjovt”
    • Tager imod hunden
    • Vælger at sende den på dyreinternat efter et par uger, fordi man ikke vidste, at: der ville være hundehår over hele hjemmet, at man ikke kan passe den når man er på arbejde, at man ikke kan tage på ferie, at den skal fodres, luftes, vaccineres, afloppes osv.
  • Jeg køber en hund, for at den kan beskytte mig: I langt de fleste tilfælde er vagthunde kun velegnede i kommercielle henseender som f.eks. i landbrug, større fabriksarealer o.lign. Hertil kommer, at vagthunde skal opdrages, trænes og generelt håndteres på en helt anden måde end almindelige kæledyrshunde – og disse opgaver bør varetages af en professionel hundetræner. Man kan altså ikke regne med, at en hund kan fungere som en “bodyguard”
  • Jeg køber hund for at avle hvalpe: Avl af hunde/hvalpe kan lyde som et virkeligt sympatisk, dejligt og godhjertet projekt, men virkeligheden er, at der følger en masse arbejde og ansvar med, som kun de færreste er i stand til at magte. Du bliver trods alt ansvarlig for hvalpene og hundene i resten af deres liv – og du skal være beredt på at tage dem tilbage, når de nybagte hundeejere finder ud af, at de alligevel ikke vil have dem. Hvis du vil avle hvalpe for pengenes skyld, bør det med det samme gøres helt klart, at der findes masser af mere profitable og etisk korrekte måder at tjene penge på
  • Jeg køber en hund af medlidenhed: “Jeg så en lille sød hundehvalp hos en dame forleden og den havde det så forfærdeligt…jeg vil bare give den et bedre liv” – nogle mennesker tjener lidt penge på at sælge hunde (jf. hundeavl ovenfor) og en af måderne at gøre det mest effektivt på, er at spille på folks medlidenhed; men køb ALDRIG en hund af medlidenhed – det gør kun problemet værre
  • Jeg synes at hunderace X er sej, sød, speciel osv.: En af de allerværste grunde til at vælge at få en hund er, at man har set en film, hvor der var en super-sej hund…eller at en veninde har en super-sød hund – og så vil man have den samme. Problemet her er, at ens fascination af hunden i realiteten kun er en MEGET kortvarig forelskelse, der næsten altid udvikler sig til et ulykkeligt ægteskab efter nogle uger (og den store taber er hunden, der ryger på internat)
  • Jeg prøver med en hund i noget tid og hvis det ikke går, sender jeg den på internat. Så skal du slet ikke anskaffe dig en hund, fordi din holdning fra starten allerede afslører, hvad det hele ender med

 

Ansvar der følger med at få en hund

Stil dig selv følgende spørgsmål før du køber en hund:

  • Køber du en hund af de rigtige grunde (se ovenfor)?
  • Er du – og alle dem der bor sammen med dig – klar til mindst 12 års dedikeret arbejde og ansvar?
  • Hvem skal passe hunden, når du er på arbejde? Eller ude at rejse, til møder, til tandlægen, er syg, i militæret osv.?
  • Er dine udeboende familiemedlemmer indstillet på at skulle passe hund?
  • Hvor langt væk ligger det nærmeste dyreinternat/hundepension?
  • Kommer der livsændrende begivenheder inden for en nær fremtid? (f.eks. en baby, skilsmisse el.lign.)
  • Er det muligt, at du skal flytte inden for de næste 12 år? Hvis ja, er du så sikker på, at du flytter til et sted, hvor man må have hund?
  • Mener du, at du har den rette personlighed til at være hundeejer?
  • Har du økonomi til at sørge for en hund?
  • Har du de rette omgivelser til at give en hund et godt liv? Bor du i hus eller lejlighed? Har du en have? Er der en park/friluftsareal i nærheden af din bolig?
  • Vil din hund skulle tilbringe mange timer alene hjemme?
  • Rejser du ofte?
  • Er du virkelig et hundemenneske? Eller køber du en hund af andre grunde?

 

Anbefalede bøger

Hvis du ikke ved, hvilken hunderace du passer bedst sammen, bør du læse en eller flere af følgende bøger:

Se evt. også disse artikler: