Drægtighed hos hunde (tæver)

Drægtigheden hos en hund svarer til graviditeten hos mennesker.

Varigheden af drægtigheden er i gennemsnit 63 dage målt fra ægløsningen.

Når en tæve er drægtig, er det svært ikke at lægge mærke til det; udover de mange fysiske tegn hun udviser, kan man tydeligt mærke en stigning i interessen fra de lokale hanhunde.

Her på siden kan du læse om drægtighed, løbetid, drægtighedtest osv.

 

 

Om drægtighed og løbetid

  • Det frarådes at man lader sin hund avle i sin første løbetid (medmindre den første løbetid forekommer efter hunden er fyldt 1 år), idet dette kan hæmme hundens vækst
  • Den optimale alder at parre sig i (for første gang) er når tæven er 2-3 år gammel
  • De fleste hunde går i løbetid 2 gange pr. år, selvom den ene løbetid godt kan udeblive
  • Mens en tæve er i løbetid, kan hun parre sig med mere end én hanhund
  • Hvis man vil avle sin tæve, er det essentielt at finde ægløsningstidspunktet (selvom de fleste tæver automatisk opsøger hanhunde omkring ægløsningstidspunktet, er dette ikke altid tilfældet)

Løbetidens stadier

  • Stadie 1: Det første man bemærker, når en hund går i løbetid, er blodigt udflåd og en ophævet vulva. I dette stadie af løbetiden har ægløsningen endnu ikke fundet sted. Hanhundene er desuden mere tiltrukkede af tæven nu end før. Tæven udviser dog ikke en øget interesse for hanhundene, før dette stadie er afsluttet
  • Stadie 2: Her er tæven fertil. Hendes kropsholdning ændrer sig, så hun bliver mere “modtagelig”. Farven på hendes udflåd ændrer sig fra lyserødt til en gylden sandfarve. Hendes vulva forbliver hævet, men er blødere end før. Varigheden af dette stadie er almindeligvis 5-9 dag, men i nogle tilfælde kan den strække sig i helt op til 20 dage. Når dette stadie er afsluttet, vil tæven ikke længere opsøge eller “invitere” hanhunde

Tegn på drægtighed hos hunde

Tidlige tegn på drægtighed hos hunde inkluderer:

  • Mindsket appetit (svarer til morgenkvalme hos mennesker)
  • Pludselig reducering af aktivitet (generelt mere træt end normalt)
  • At dievorterne tiltager i størrelse (dette sker for at gøre plads til hvalpenes mælk)
  • Adfærdsændringer (typisk enten mere kærlighed eller mere isoleret)

Efter de første par uger får tæven sin appetit tilbage og hun begynder herefter hurtigt at tage vægt på. Hendes bug og bughule (abdomen) begynder at vokse og føles mere hård ved berøring. Mindre hunderacer fremstår mere oppustede end større hunderacer, fordi de har mindre plads i sig til hvalpene.

Du kan føle normalt først føle hvalpe-fostrene i maven i den sidste uge af drægtigheden, idet det først er her, at hvalpene begynder at ligge sig i stilling til fødsel. Mælk der drypper eller løber svagt fra dievorterne, er i øvrigt et meget afslørende tegn på, at fødslen er nær.

I nogle tilfælde kan der desuden være tale om falsk drægtighed.

Drægtighedstest

Hvis man gerne vil have be- eller afkræftet drægtighed, kan dette ske vha. en drægtighedstest. En drægtighedstest er enten:

  • En ultralydsscanning der foregår 3½-4 uger efter ægløsningen
  • En røntgenundersøgelse der foregår 6½-7 uger efter ægløsningen

 

Drægtighedsperioden

Eftersom en hanhunds sæd kan overleve adskillige dage i livmoderen, kan det være svært at estimere drægtigheden og fødselstidpunktet på baggrund af parringsdatoen. Varigheden af drægtigheden (drægtighedsperioden) hos hunde kan derfor måles på 2 måder:

  • Varighed af drægtighed målt fra ægløsningen: Her kan drægtigheden være 58-68 dage. Den gennemsnitlige drægtighedsperiode er 62 dage
  • Varighed af drægtighed målt fra parringsdatoen: Her kan drægtigheden være 54-72 dage. Den gennemsnitlige drægtighedsperiode er 63 dage

Ovenstående tager udgangspunkt i det faktum, at det optimale parringstidspunkt er 24-48 timer efter ægløsning – men som med alle andre biologiske processer kan der være afvigelser.

Hvis drægtigheden varer mere end 65 dage, bør man i alle tilfælde kontakte en dyrlæge.

Mange regner i øvrigt med de 63 dage, fordi det passer med, at man kan inddele drægtigheden i 3 trimestre af 21 dage.

Fodring under drægtigheden

I de første 5-6 uger af drægtigheden vokser fostrene kun beskedent og man kan derfor fortsætte med at give tæven almindeligt hundefoder i denne periode. Hun bør desuden også motioneres på normal vis.

Under de sidste 3-4 uger af drægtigheden vokser fostrene imidlertid meget og tævens energibehov stiger derfor også kraftigt. I denne periode anbefales det, at man giver hende specialfoder til drægtige og diegivende tæver, fordi hun derved får de rette mængder energi, kalcium og fosfor.

Det anbefales desuden, at man giver hende mange små måltider i stedet for få store. Læs evt. mere om foder til drægtige tæver her.

Husk desuden at sikre dig, at tæven er vaccineret og ormebehandlet senest 3 uger inden fødslen.

Hvornår bør man kontakte dyrlægen?

Under drægtigheden bør du kontakte en dyrlæge hvis:

  • Tæven går over tid – dvs. hvis drægtigheden varer mere end 65 dage
  • Tæven virker syg eller nedtrykt
  • Hvis grønt ildelugtende udflåd forekommer uden at nogle hvalpe fødes

 

Læs evt. mere i artiklen: Hundefødsel